Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 3

Ørnetudsen vandrede fuld af gåpåmod og og energi. Den fløjtede, smilede og nød den friske vind, der blæste ind fra øst. Men rundt omkring i den tilsyneladende fredfyldte natur var der langt mere aktivitet end omgivelserne antydede. For bag træer og buske var der nysgerrige øjne der fulgte ørnetudsens vandring, øjne der var sorte af ondskab!

Alt imens ørnetudsen fyldtes med fred fred for hvert skridt den gik, samlede de onde, sorte øjne sig tættere og tættere omkting den. Pludselig blev alt mørkt for ørnetudsen, en kort men intens smerte fyldte ørnetudsens tanker, og så gled den væk i en søvn fyldt med mørke og mareridt...

Det var de sjæl-løse og onde bjerg-spisere, der havde taget ørnetudsen. Bjergspisere, der var blandt de ondeste dyr i hele universet. Mødre fortalte historier om disse mærkværdige dyr til deres børn, og gamle sagn fortalte om den ondskab de indeholdt. Men det var over 300 år siden at nogen sidst havde set bjergspisere, og de historier der blev fortalt, var der nu ingen der troede på. Men ørne-tudsen skulle nok komme til at tro.

...

Ørnetudsen vågnede med en frygtelig hovedpine. Den kunne intet se, men kunne sanse at den befandt et mørkt, tørt og varmt sted. Det var ikke nogen behagelig varme, men sådan en varme der svider i halsen og øjnene og brænder på følsom hud. Ørnetudsen var bange, forladt og alene som den altid havde været, men den fornemmede den ondskab der var på dette sted. Ørnetudsens øjne vænnede sig langsomt til mørket og den begyndte at se sig omkring. Den befandt sig åbenbart i en mærkværdig hule. Der var umiddelbart ingen udgang i nærheden og..gisp, pludselig stod der nogen foran ørnetudsen. Det grimmeste dyr den nogensinde havde set. Dyret havde tynde ben, en kæmpe overkrop, store arme og et lille hoved. Dyret trak vejret på en hæslig, mærkværdig måde og de små prikkende øjne var sorte og fyldt med ondskab.

Dyret gloede på ørnetudsen, men sagde ikke noget. Ørnetudsen var skræmt fra vid og sans, men med et huskede den de historier den havde hørt for lang tid siden. De uhyggelige sagn om bjergspisere, som ingen troede på eksisterede, men alligevel frygtede. Nu vidste ørnetudsen hvad den stod overfor. hvad vil de med mig, spurgte ørne-tudsen sig selv i en bange og bævende stemme? Men der kom intet svar...