Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 9

Hestekaninen fandt et sted med læ for vinden og spiste den frokost Stiens Beskyttere havde givet den. Der var stadig et stykke op til den bevoksede, mørke del af det storslåede bjerg, men Hestekaninen var fortrøstningsfuld. Den havde oplevet mere de sidste par dage, end den havde oplevet de sidste 297 år. Bange var den stadig, men erindringen om de lange, ensomme stunder ved den kolde, klamme skovbund, gav den styrke om mod til at stikke halen mellem benene og løbe hjem til trygheden. Allerede så tidligt på dens rejse, havde den fundet glæde og selskab.

Hestekaninen havde ikke haft andet selskab end den selv, siden forældrene var døde. Tanken om forældrene formørkede dens tanker et øjeblik, men Hestekaninen havde lagt fortiden bag sig. Den gik nye tider i møde, og tankerne om Stiens Beskyttere, lagde en dæmper på tristheden.

Solen stod lavt på himmelen, da Hestekaninen begyndte at pakke sine ting sammen. Den måtte videre inden det blev mørkt, nu da den ikke længere havde Stiens Beskyttere til hjælp.
Eftermiddagssolen lagde en blød, afdæmpet belysning på stien op ad bjerget. Stedet virkede ikke så barsk på denne tid af dagen. Vinden blæste stadig koldt, men Hestekaninen var fortrøstningsfuld. Den var mæt, udhvilet og eventyrlysten.

Jo længere Hestekaninen kom op af bjerget, jo mere frodigt og mindre goldt blev omgivelserne. Den måtte finde et sted for natten, før mørket faldt på. Det var svært for den at finde et sted hvor den kunne tilbringe natten. Den sidste eftermiddagssol var næsten forsvundet og Hestekaninens energi var ved at være opbrugt. Blæsten tog til og blev mere og mere kold.

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 8

Hestekaninen havde fået energien tilbage efter mødet med Stiens Beskyttere. Verden syntes ikke så ond og farlig mere. Hestekaninen havde for første gang i sit liv mødt nye mennesker. ”jeg har venner!” Proklamerede Hestekaninen, mest henvendt til sig selv. Selvom Hestekaninen igen var alene, vidste den, at den ikke var helt så alene i verdenen.

Hestekaninen kom til udkanten af skoven. Den måtte træffe et valg. Skulle den gå mod den tørre ørken eller op mod de store bjerge. Hestekaninen vidste ikke meget om ørkenen, men det lignede ikke et rart sted. ”Dette mærkværdige sted ser ligeså forladt og kedeligt ud, som det sted jeg kom fra” tænkte Hestekaninen om ørkenen, så den begav sig mod de ukendte høje bjerge.

Hestekaninen vandrede meget langsomt. Nu havde den ikke Stiens Beskyttere til at guide den på sin vej. Mødet med Stiens Beskyttere føltes som en drøm nu hvor Hestekaninen var ude i det åbne og atter kastede sig over sin drøm; at finde et rart sted, nye venner, bedre tider, glæde og lykke.

Vandringen op ad bjerget var hård. Bjergene var stejle og hårde for Hestekaninens fødder. Der blæste en kold vind henover den nøgne opstigning. Der var ingenting at se, bortset fra den frodigere del af bjerget længere oppe. ”Hvorfor blev jeg dog ikke hjemme? Hjemme, hvor der er mørkt og fugtigt og klamt!” Hestekaninens længedes efter det velkendte hjem. Den ville gerne vende om, men tanken om ensomheden på den mørke skovbund, fik den til at tænke på andre ting. Aldrig mere vil jeg være alene, tænkte den. Den var opsat på at finde lykken. ”Det SKAL lykkes!”. Nye tider var i vente for Hestekaninen. Men var den mon i stand til at finde det den søgte? Eller var den helt alene i den store verden? Ventede der store eventyr eller farlige udfordringer?

Hestekaninen håbede på det bedste, men vidste, at i de 297 år den havde levet, havde den været helt alene. Selvfølgelig havde den haft forældre, men tanken om, at de ikke var hos den mere, gjorde den ked af det. ”Videre mod nye mål” sagde Hestekaninen beslutsomt og vandrede langsomt videre op ad bjerget. Op mod store farer og skabninger den kun havde hørt om i skrækhistorier…

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 7

Ørnetudsen var krøbet sammen i et hjørne af den mørke, mærkværdige hule. Foran den stod den grimme bjergspiser og skulede ondt. Stanken var uudholdelig. Ørnetudsen havde problemer med at trække vejret og dens mave trak sig sammen. Den lukkede øjnene og mærkede at Bjergspiseren kom tættere og tættere på. Det grimme væsens ånde mærkedes klamt og fælt i Ørnetudsens ansigt, som om tusind år af ondskab og fordærv var samlet i munden på Bjergspiseren.

Ørnetudsen samlede forsvarsløst armene foran ansigtet, mens den tænkte på Rundkirketræets trygge trækrone, men den var langt væk og Ørnetudsen havde mistet ethvert håb. Der var ingen der ville komme og hjælpe den, for ingen kendte dette lille, mærkværdige væsen.
"Jeg dør!", nåede Ørnetudsen at tænke, inden den besvimede og gled ind i et
endeløst mørke.

..........

Ørnetudsen kom langsomt til sig selv igen. Kvalmen sad stadig i halsen på den, men den grimme stank var næsten forsvundet. Den slog øjnene op og så, at den var alene i hulen. "Hallo..." Dristede Ørnetudsen sig til at spørge med spæd og rystende stemme. "Hallo?", spurgte den med lidt mere kontrol over stemmen, men der kom intet svar.

Ørnetudsen rejste sig op og stod stille et øjeblik for at finde ro og balance. Der var stadig intet spor af Bjergspisere. Ørnetudsen gik med spæde skridt mod den ende af hulen, hvorfra der sivede ganske lidt sollys ind.
"En udgang" råbte Ørnetudsen og begyndte at løbe, men snublede i sin iver over en knold på gulvet. Smerten skød op gennem hænderne på den lille Ørnetudsen, men den rejste sig, ignorede smerten og fortsatte sit løb mod lyset.

Ørnetudsen løb alt hvad den kunne, men lysstrålen blev ikke større. Efter hvad der syntes som en evighed, nåede Ørnetudsen hen til lysets kilde. Udgangen var blokeret! Store sten fyldte hele hulens udgang, og kun en lille sprække gav sollyset lov til at trænge ind.
"Jeg er fortabt!", græd Ørnetudsen fortvivlet og satte sig tungt på det kolde jordgulv. Ørnetudsen græd og hulkede så højt, at den slet ikke hørte stemmerne, der trængte igennem den lille sprække mellem de store sten...

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 6

Hestekaninen vågnede langsomt op fra den fredsfulde søvn. Den havde drømt en dejlig drøm. En drøm om hundredvis af hestekaniner, der levede sammen og aldrig kedede sig. Hestekaninen satte sig op og smilede opløftet ved tanken om drømmen. Men mens søvnen langsomt slap sit dovne tag i Hestekaninens øjne, forstod Hestekaninen, at det bare havde været en drøm.

Hestekaninen kiggede sig omkring, men kunne ikke se skyggen af Stiens Beskyttere. Men selvom Hestekaninen var alene, var der et bål tændt foran den og lugten af morgenmad fik dens tænder til at løbe i vand. "Hvor er de mon blevet af?", sagde Hestekaninen, men det eneste svar den fik, var vindens susen og bålets gnitren....

"Godmorgen!" Stiens Beskyttere kom myldrende frem var træerne. "Har du sovet godt?" Spurgte en af Stiens Beskyttere.
"Vi har bare været ude for at hente vand", beroligede den Hestekaninen. Hestekaninen fortalte om den dejlige drøm, om den rolige søvn og om dens tilbagevendte energi. "Vi er glade for at kunne hjælpe, det er det vi er her for."

De spiste morgenmad i træernes kølige skygge, men så kom det øjeblik Hestekaninen havde frygtet. Stiens Beskyttere skulle af sted. De havde pligter over for skoven, og Hestekaninen måtte videre på sin ensomme færd. De havde pakket en rygsæk med mad og vand til Hestekaninen og ønskede den held og lykke med rejsen. "Vi ses igen, kære Hestekanin. Det lover vi!" Og med disse ord tog de afsked og Hestekaninen genoptog dens søgen efter lykke og venskab...

Derude et sted ventede der fiasko, succes, liv eller død, men Hestekaninen var fast besluttet på at gennemføre det den havde sat sig for.....

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 5

Hestekaninen vågnede brat op fra drømmeverdenen! Hvad var nu det? Hestekaninen var overbevist om, at den havde hørt stemmer! „Er der nogen?“ Hviskede den sagte. Intet svar. „Hallo!?“ Kun vinden stemme hørtes i skoven.

Hestekaninen var nu lysvågen. Var der ikke noget der bevægede sig der i busken? Den gned sine øjne og rejste sig. Hestekaninen fokuserede på busken og dér, lige midt imellem busken blade, så den et par grønne lys. Hestekaninen ville flygte, men frygten havde overmandet den og nu stod den paralyseret og stirrede hen mod det sted det grønne lys skinnede fra! Og med et opdagede den, at der var flere grønne lys. Hele vejen omkring skinnede det fra buskene, bladene raslede og svage stemmer kom alle sider fra! Hestekaninen skreg!! Noget rørte dens fod! Hestekaninen vendte sig om, men der var ingenting at se! Og pludselig kom det grønne lys ud af buskene. Det grønne lys kom fra øjnene på nogle meget mærkværdige væsner.

Overalt strømmede de ud af buskene. „Gør mig ikke fortræd“, hulkede Hestekaninen stille mens tårerne strømmede ned af dens kinder. Hestekaninen fortrød nu, at den ikke havde gjort som forældrene havde sagt. Den skulle være blevet hjemme i sin klamme, fugtige skovbund. Men det var for sent. Hestekaninen satte sig ned, lukkede øjnene og ventede den grusomme skæbne, som alle de andre Hestekaninen i tidernes morgen havde lidt…

Men der skete intet! Hestekaninen åbnede langsomt sine våde øjne og så sig omkring. Rundt om Hestekaninen sad alle de mærkværdige, små væsner og smilede til den. Hestekaninen kunne mærke varmen fra dem og den fornemmede ingen ondskab, men blev derimod overvældet af trygge og varme følelser. “Måske er de ikke farlige?“ Tænkte Hestekaninen for sig selv. Og det havde Hestekaninen nok ret i…

„Vær ikke bange. Vi gør dig ikke fortræd.“ Sagde den største af de mærkværdige væsner med en rar stemme. „Hvem…Hvem er I?“ Fik Hestekaninen tøvende spurgt.
„Vi er Stiens Beskyttere. Vi er her for at hjælpe alle med at komme trygt igennem skoven. Vi har fulgt dig hele dagen. Du er en Hestekaninen, ikke!?“
„Hvordan vidste I det?“ Spurgte Hestekaninen nysgerrigt.
„Vi ved alt om skoven og dem der færdes i den, men nok om os. Fortæl hvad du laver her. Det er første gang vi ser dig så langt væk hjemmefra. Faktisk har vi ikke set en Hestekanin her i mange hundrede år!“

Og så fortalte Hestekaninen hele historien. Den fortalte om sin ensomhed, om forældrene, om de andre Hestekaniners skæbne og om hvor den nu var på vej hen. Hestekaninen fortalte at den ville finde venskab og lykke og aldrig mere være alene…
Stiens Beskyttere tændte bål og lavede mad, mens de fortalte Hestekaninen eventyr og historier fra den store verden. Hestekaninen nød deres selskab, og med lyden af de trygge stemmer faldt Hestekaninen stille og roligt i en dejlig, tryg søvn… Uvidende om den usikre fremtid den gik møde…

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 4

Hestekaninen, uvidende om Ørnetudsen og dens hårde skæbne, sad for sig selv og var lidt trist. Den følte sig forladt og alene. Ingen at snakke med, ingen at ha‘ det sjovt, ingen at lave mærkværdige ting med. Hestekaninen var et meget ensomt dyr…

Hestekaninen var træt af at bo tæt på skovbunden hvor der er mørkt og fugtigt og klamt. Der var ingen i hele verden der kom sådan et sted, og nu ku‘ det være nok. Hestekaninen ville væk fra ensomheden! Men den var nu ikke rigtig tryg ved at forlade den klamme skovbund og begive sig ud i den store, ukendte verden. Nu havde den boet her i 297 år og havde aldrig forladt skovens mørke.

Da hestekaninen var en lille bitte hestekanin, havde den siddet trygt med sine forældre i det klamme, fugtige mørke. Forældrene, der nu var gået bort for lang tid siden, havde holdt den lille hestekanin i hånden og fortalt mærkværdige historier. Historier om hvor skrækkelig verden var, og hvilke skrækkelige udyr der var derude. „det eneste sted du kan være sikker, det er den klamme og fugtige skovbund!“, havde dens forældre tit fortalt den. „alle de andre hestekaniner led en frygtelig og mærkværdig skæbne da de begav sig ud i verden!“ Og hestekaninen vidste at det var sandt, for den havde aldrig mødt og kendte ingen andre hestekaniner.

Hestekaninen pakkede sine få ting og begav sig ud i verden. Den ville finde nye venner og aldrig mere kede sig. Lidt bange og lidt nervøs, gik Hestekaninen ud på skovstien. Solen stod højt på himlen, men skoven var tæt og solens stråler nåede ikke ned på stien. Så Hestekaninen gik i den mørke, varme og mærkværdige skov, og allerede nu var den i meget bedre humør! Den var på vej…

……….

Hestekaninen var blevet træt. Den havde vandret i mange, mange timer og stadig var der mørk skov over det hele. „Måske er hele verden én stor skov?“ Tænkte Hestekaninen og følte sig igen meget alene. Måske ville den ikke finde andet end mørk, fugtig og klam skovbund? Måske var den i virkeligheden helt alene i verden?

Træt og udmattet satte Hestekaninen sig i skovbunden. Det var blevet mørkt nu og overalt var det uhyggelige lyde. Træerne kastede mærkværdige skygger fra månens skær og vinden hylede i trækronerne. Hestekaninen havde ikke lyst til at falde i søvn på dette uhyggelige og ukendte sted, men vandringen havde taget hårdt på den og langsomt lukkedes de små hestekanin-øjne i og hestekaninen sov en urolig, mærkværdig søvn… Og mens Hestekaninen drømte, hørtes lyden af små fodtrin i mørket…

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 3

Ørnetudsen vandrede fuld af gåpåmod og og energi. Den fløjtede, smilede og nød den friske vind, der blæste ind fra øst. Men rundt omkring i den tilsyneladende fredfyldte natur var der langt mere aktivitet end omgivelserne antydede. For bag træer og buske var der nysgerrige øjne der fulgte ørnetudsens vandring, øjne der var sorte af ondskab!

Alt imens ørnetudsen fyldtes med fred fred for hvert skridt den gik, samlede de onde, sorte øjne sig tættere og tættere omkting den. Pludselig blev alt mørkt for ørnetudsen, en kort men intens smerte fyldte ørnetudsens tanker, og så gled den væk i en søvn fyldt med mørke og mareridt...

Det var de sjæl-løse og onde bjerg-spisere, der havde taget ørnetudsen. Bjergspisere, der var blandt de ondeste dyr i hele universet. Mødre fortalte historier om disse mærkværdige dyr til deres børn, og gamle sagn fortalte om den ondskab de indeholdt. Men det var over 300 år siden at nogen sidst havde set bjergspisere, og de historier der blev fortalt, var der nu ingen der troede på. Men ørne-tudsen skulle nok komme til at tro.

...

Ørnetudsen vågnede med en frygtelig hovedpine. Den kunne intet se, men kunne sanse at den befandt et mørkt, tørt og varmt sted. Det var ikke nogen behagelig varme, men sådan en varme der svider i halsen og øjnene og brænder på følsom hud. Ørnetudsen var bange, forladt og alene som den altid havde været, men den fornemmede den ondskab der var på dette sted. Ørnetudsens øjne vænnede sig langsomt til mørket og den begyndte at se sig omkring. Den befandt sig åbenbart i en mærkværdig hule. Der var umiddelbart ingen udgang i nærheden og..gisp, pludselig stod der nogen foran ørnetudsen. Det grimmeste dyr den nogensinde havde set. Dyret havde tynde ben, en kæmpe overkrop, store arme og et lille hoved. Dyret trak vejret på en hæslig, mærkværdig måde og de små prikkende øjne var sorte og fyldt med ondskab.

Dyret gloede på ørnetudsen, men sagde ikke noget. Ørnetudsen var skræmt fra vid og sans, men med et huskede den de historier den havde hørt for lang tid siden. De uhyggelige sagn om bjergspisere, som ingen troede på eksisterede, men alligevel frygtede. Nu vidste ørnetudsen hvad den stod overfor. hvad vil de med mig, spurgte ørne-tudsen sig selv i en bange og bævende stemme? Men der kom intet svar...

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 2

Ørnetudsen var blevet træt og udmattet af sin lange vandring, en utrættelig søgen efter et bosted, havde resulteret i ingenting. Ørnetudsen følte sig helt alene i verden! Den satte sig op af et gammelt jeg-ved-alt træ og pustede ud og havde næsten opgivet sin søgen og sit liv, da den pludselig hørte en gammel, træt stemme: "Næh, hvad er dog det der kilder min gamle træ-fod. Lur mig, om det ikke er en ørnetudse!!" Ørnetudsen fòr op! Hvem var det? Den kiggede i nord og kiggede i vest. Den kiggede i syd og kiggede i øst. Men det eneste den så, var træer så langt øjet rakte!

"Ho ho ho", buldrede den gamle stemme!
Ørnetudsen vendte sig om og så på det gamle jeg-ved-alt træ. Men hvad var nu det? Træet var blevet...næsten levende. grenene var blevet til arme, bladene til hår, og midt på stammen forekom det ørnetudsen, at der var både mund og øjne! "Ho ho ho! ja, kære ørnetudse, det er mig der taler!" Dette er en forunderlig verden, sagde ørnetudsen til sig selv og satte sig ned på en bunke mos. Og mens ørnetudsen fandt sig et blødt leje, begyndte jeg-ved-alt træet at snakke med sin langsomme, slidte stemme. Den fortalte om sit lange liv, om verden for lang tid siden, og den fortalte om ensomhed og vandring. Ørnetudsen lyttede, mens den langsomt lod sig glide dybere og dybere ned i mosset og dybere ind i søvnen...

Ørnetudsen vågnede ved at vinden tog til. Den gned søvnigt sine øjne og kom langsomt til sig selv. På en eller anden underlig måde var ørnetudsen fuld af energi og mod på at fortsætte sin søgen efter venner og et nyt hjem. Ørnetudsen så på det gamle jeg-ved-alt træ, og den syntes at kunne huske et levende træ, der havde talt så inspirerende. Det var nok bare noget jeg har drømt, tænkte ørnetudsen og begav sig atter ud på sin vandring. En vandring der snart skulle vise sig at være fuld af uhygge og farer...

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 1

Der var engang en hestekanin. Den havde ingen venner, fordi den boede tæt på skovbunden hvor der er mørkt og fugtigt og klamt. Hestekaninen var et mærkværdigt dyr. Så en dag skete det noget der kom til at forandre hestekaninens liv!! Ørnetudsen, som før havde levet oppe i toppen af et rundkirketræ, havde nu mistet sit hjem! Rundkirketræet, som var det eneste af sin slags i verden, ville ikke længere leje trætoppen ud til ørnetudsen, fordi vinden havde sagt det!

Så ørnetudsen begav sig ud på sit livs vandring i søgen efter et sted at bo. Men ørnetudsen er et mærkværdigt dyr. Ingen steder ku' den slå sig ned, fordi verden ikke er indrettet til ørnetudser, og da ørnetudsen var den eneste af sin slags, så var der ingen der ku' fortælle ørnetudsen, hvor den ville have det rart! Så den vandrede og vandrede...