Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 7

Ørnetudsen var krøbet sammen i et hjørne af den mørke, mærkværdige hule. Foran den stod den grimme bjergspiser og skulede ondt. Stanken var uudholdelig. Ørnetudsen havde problemer med at trække vejret og dens mave trak sig sammen. Den lukkede øjnene og mærkede at Bjergspiseren kom tættere og tættere på. Det grimme væsens ånde mærkedes klamt og fælt i Ørnetudsens ansigt, som om tusind år af ondskab og fordærv var samlet i munden på Bjergspiseren.

Ørnetudsen samlede forsvarsløst armene foran ansigtet, mens den tænkte på Rundkirketræets trygge trækrone, men den var langt væk og Ørnetudsen havde mistet ethvert håb. Der var ingen der ville komme og hjælpe den, for ingen kendte dette lille, mærkværdige væsen.
"Jeg dør!", nåede Ørnetudsen at tænke, inden den besvimede og gled ind i et
endeløst mørke.

..........

Ørnetudsen kom langsomt til sig selv igen. Kvalmen sad stadig i halsen på den, men den grimme stank var næsten forsvundet. Den slog øjnene op og så, at den var alene i hulen. "Hallo..." Dristede Ørnetudsen sig til at spørge med spæd og rystende stemme. "Hallo?", spurgte den med lidt mere kontrol over stemmen, men der kom intet svar.

Ørnetudsen rejste sig op og stod stille et øjeblik for at finde ro og balance. Der var stadig intet spor af Bjergspisere. Ørnetudsen gik med spæde skridt mod den ende af hulen, hvorfra der sivede ganske lidt sollys ind.
"En udgang" råbte Ørnetudsen og begyndte at løbe, men snublede i sin iver over en knold på gulvet. Smerten skød op gennem hænderne på den lille Ørnetudsen, men den rejste sig, ignorede smerten og fortsatte sit løb mod lyset.

Ørnetudsen løb alt hvad den kunne, men lysstrålen blev ikke større. Efter hvad der syntes som en evighed, nåede Ørnetudsen hen til lysets kilde. Udgangen var blokeret! Store sten fyldte hele hulens udgang, og kun en lille sprække gav sollyset lov til at trænge ind.
"Jeg er fortabt!", græd Ørnetudsen fortvivlet og satte sig tungt på det kolde jordgulv. Ørnetudsen græd og hulkede så højt, at den slet ikke hørte stemmerne, der trængte igennem den lille sprække mellem de store sten...