Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 8

Hestekaninen havde fået energien tilbage efter mødet med Stiens Beskyttere. Verden syntes ikke så ond og farlig mere. Hestekaninen havde for første gang i sit liv mødt nye mennesker. ”jeg har venner!” Proklamerede Hestekaninen, mest henvendt til sig selv. Selvom Hestekaninen igen var alene, vidste den, at den ikke var helt så alene i verdenen.

Hestekaninen kom til udkanten af skoven. Den måtte træffe et valg. Skulle den gå mod den tørre ørken eller op mod de store bjerge. Hestekaninen vidste ikke meget om ørkenen, men det lignede ikke et rart sted. ”Dette mærkværdige sted ser ligeså forladt og kedeligt ud, som det sted jeg kom fra” tænkte Hestekaninen om ørkenen, så den begav sig mod de ukendte høje bjerge.

Hestekaninen vandrede meget langsomt. Nu havde den ikke Stiens Beskyttere til at guide den på sin vej. Mødet med Stiens Beskyttere føltes som en drøm nu hvor Hestekaninen var ude i det åbne og atter kastede sig over sin drøm; at finde et rart sted, nye venner, bedre tider, glæde og lykke.

Vandringen op ad bjerget var hård. Bjergene var stejle og hårde for Hestekaninens fødder. Der blæste en kold vind henover den nøgne opstigning. Der var ingenting at se, bortset fra den frodigere del af bjerget længere oppe. ”Hvorfor blev jeg dog ikke hjemme? Hjemme, hvor der er mørkt og fugtigt og klamt!” Hestekaninens længedes efter det velkendte hjem. Den ville gerne vende om, men tanken om ensomheden på den mørke skovbund, fik den til at tænke på andre ting. Aldrig mere vil jeg være alene, tænkte den. Den var opsat på at finde lykken. ”Det SKAL lykkes!”. Nye tider var i vente for Hestekaninen. Men var den mon i stand til at finde det den søgte? Eller var den helt alene i den store verden? Ventede der store eventyr eller farlige udfordringer?

Hestekaninen håbede på det bedste, men vidste, at i de 297 år den havde levet, havde den været helt alene. Selvfølgelig havde den haft forældre, men tanken om, at de ikke var hos den mere, gjorde den ked af det. ”Videre mod nye mål” sagde Hestekaninen beslutsomt og vandrede langsomt videre op ad bjerget. Op mod store farer og skabninger den kun havde hørt om i skrækhistorier…