Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 9

Hestekaninen fandt et sted med læ for vinden og spiste den frokost Stiens Beskyttere havde givet den. Der var stadig et stykke op til den bevoksede, mørke del af det storslåede bjerg, men Hestekaninen var fortrøstningsfuld. Den havde oplevet mere de sidste par dage, end den havde oplevet de sidste 297 år. Bange var den stadig, men erindringen om de lange, ensomme stunder ved den kolde, klamme skovbund, gav den styrke om mod til at stikke halen mellem benene og løbe hjem til trygheden. Allerede så tidligt på dens rejse, havde den fundet glæde og selskab.

Hestekaninen havde ikke haft andet selskab end den selv, siden forældrene var døde. Tanken om forældrene formørkede dens tanker et øjeblik, men Hestekaninen havde lagt fortiden bag sig. Den gik nye tider i møde, og tankerne om Stiens Beskyttere, lagde en dæmper på tristheden.

Solen stod lavt på himmelen, da Hestekaninen begyndte at pakke sine ting sammen. Den måtte videre inden det blev mørkt, nu da den ikke længere havde Stiens Beskyttere til hjælp.
Eftermiddagssolen lagde en blød, afdæmpet belysning på stien op ad bjerget. Stedet virkede ikke så barsk på denne tid af dagen. Vinden blæste stadig koldt, men Hestekaninen var fortrøstningsfuld. Den var mæt, udhvilet og eventyrlysten.

Jo længere Hestekaninen kom op af bjerget, jo mere frodigt og mindre goldt blev omgivelserne. Den måtte finde et sted for natten, før mørket faldt på. Det var svært for den at finde et sted hvor den kunne tilbringe natten. Den sidste eftermiddagssol var næsten forsvundet og Hestekaninens energi var ved at være opbrugt. Blæsten tog til og blev mere og mere kold.