Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 4

Hestekaninen, uvidende om Ørnetudsen og dens hårde skæbne, sad for sig selv og var lidt trist. Den følte sig forladt og alene. Ingen at snakke med, ingen at ha‘ det sjovt, ingen at lave mærkværdige ting med. Hestekaninen var et meget ensomt dyr…

Hestekaninen var træt af at bo tæt på skovbunden hvor der er mørkt og fugtigt og klamt. Der var ingen i hele verden der kom sådan et sted, og nu ku‘ det være nok. Hestekaninen ville væk fra ensomheden! Men den var nu ikke rigtig tryg ved at forlade den klamme skovbund og begive sig ud i den store, ukendte verden. Nu havde den boet her i 297 år og havde aldrig forladt skovens mørke.

Da hestekaninen var en lille bitte hestekanin, havde den siddet trygt med sine forældre i det klamme, fugtige mørke. Forældrene, der nu var gået bort for lang tid siden, havde holdt den lille hestekanin i hånden og fortalt mærkværdige historier. Historier om hvor skrækkelig verden var, og hvilke skrækkelige udyr der var derude. „det eneste sted du kan være sikker, det er den klamme og fugtige skovbund!“, havde dens forældre tit fortalt den. „alle de andre hestekaniner led en frygtelig og mærkværdig skæbne da de begav sig ud i verden!“ Og hestekaninen vidste at det var sandt, for den havde aldrig mødt og kendte ingen andre hestekaniner.

Hestekaninen pakkede sine få ting og begav sig ud i verden. Den ville finde nye venner og aldrig mere kede sig. Lidt bange og lidt nervøs, gik Hestekaninen ud på skovstien. Solen stod højt på himlen, men skoven var tæt og solens stråler nåede ikke ned på stien. Så Hestekaninen gik i den mørke, varme og mærkværdige skov, og allerede nu var den i meget bedre humør! Den var på vej…

……….

Hestekaninen var blevet træt. Den havde vandret i mange, mange timer og stadig var der mørk skov over det hele. „Måske er hele verden én stor skov?“ Tænkte Hestekaninen og følte sig igen meget alene. Måske ville den ikke finde andet end mørk, fugtig og klam skovbund? Måske var den i virkeligheden helt alene i verden?

Træt og udmattet satte Hestekaninen sig i skovbunden. Det var blevet mørkt nu og overalt var det uhyggelige lyde. Træerne kastede mærkværdige skygger fra månens skær og vinden hylede i trækronerne. Hestekaninen havde ikke lyst til at falde i søvn på dette uhyggelige og ukendte sted, men vandringen havde taget hårdt på den og langsomt lukkedes de små hestekanin-øjne i og hestekaninen sov en urolig, mærkværdig søvn… Og mens Hestekaninen drømte, hørtes lyden af små fodtrin i mørket…