søndag, januar 29, 2006

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 2

Ørnetudsen var blevet træt og udmattet af sin lange vandring, en utrættelig søgen efter et bosted, havde resulteret i ingenting. Ørnetudsen følte sig helt alene i verden! Den satte sig op af et gammelt jeg-ved-alt træ og pustede ud og havde næsten opgivet sin søgen og sit liv, da den pludselig hørte en gammel, træt stemme: "Næh, hvad er dog det der kilder min gamle træ-fod. Lur mig, om det ikke er en ørnetudse!!" Ørnetudsen fòr op! Hvem var det? Den kiggede i nord og kiggede i vest. Den kiggede i syd og kiggede i øst. Men det eneste den så, var træer så langt øjet rakte!

"Ho ho ho", buldrede den gamle stemme!
Ørnetudsen vendte sig om og så på det gamle jeg-ved-alt træ. Men hvad var nu det? Træet var blevet...næsten levende. grenene var blevet til arme, bladene til hår, og midt på stammen forekom det ørnetudsen, at der var både mund og øjne! "Ho ho ho! ja, kære ørnetudse, det er mig der taler!" Dette er en forunderlig verden, sagde ørnetudsen til sig selv og satte sig ned på en bunke mos. Og mens ørnetudsen fandt sig et blødt leje, begyndte jeg-ved-alt træet at snakke med sin langsomme, slidte stemme. Den fortalte om sit lange liv, om verden for lang tid siden, og den fortalte om ensomhed og vandring. Ørnetudsen lyttede, mens den langsomt lod sig glide dybere og dybere ned i mosset og dybere ind i søvnen...

Ørnetudsen vågnede ved at vinden tog til. Den gned søvnigt sine øjne og kom langsomt til sig selv. På en eller anden underlig måde var ørnetudsen fuld af energi og mod på at fortsætte sin søgen efter venner og et nyt hjem. Ørnetudsen så på det gamle jeg-ved-alt træ, og den syntes at kunne huske et levende træ, der havde talt så inspirerende. Det var nok bare noget jeg har drømt, tænkte ørnetudsen og begav sig atter ud på sin vandring. En vandring der snart skulle vise sig at være fuld af uhygge og farer...

lørdag, januar 28, 2006

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 1

Der var engang en hestekanin. Den havde ingen venner, fordi den boede tæt på skovbunden hvor der er mørkt og fugtigt og klamt. Hestekaninen var et mærkværdigt dyr. Så en dag skete det noget der kom til at forandre hestekaninens liv!! Ørnetudsen, som før havde levet oppe i toppen af et rundkirketræ, havde nu mistet sit hjem! Rundkirketræet, som var det eneste af sin slags i verden, ville ikke længere leje trætoppen ud til ørnetudsen, fordi vinden havde sagt det!

Så ørnetudsen begav sig ud på sit livs vandring i søgen efter et sted at bo. Men ørnetudsen er et mærkværdigt dyr. Ingen steder ku' den slå sig ned, fordi verden ikke er indrettet til ørnetudser, og da ørnetudsen var den eneste af sin slags, så var der ingen der ku' fortælle ørnetudsen, hvor den ville have det rart! Så den vandrede og vandrede...