Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 9

Hestekaninen fandt et sted med læ for vinden og spiste den frokost Stiens Beskyttere havde givet den. Der var stadig et stykke op til den bevoksede, mørke del af det storslåede bjerg, men Hestekaninen var fortrøstningsfuld. Den havde oplevet mere de sidste par dage, end den havde oplevet de sidste 297 år. Bange var den stadig, men erindringen om de lange, ensomme stunder ved den kolde, klamme skovbund, gav den styrke om mod til at stikke halen mellem benene og løbe hjem til trygheden. Allerede så tidligt på dens rejse, havde den fundet glæde og selskab.

Hestekaninen havde ikke haft andet selskab end den selv, siden forældrene var døde. Tanken om forældrene formørkede dens tanker et øjeblik, men Hestekaninen havde lagt fortiden bag sig. Den gik nye tider i møde, og tankerne om Stiens Beskyttere, lagde en dæmper på tristheden.

Solen stod lavt på himmelen, da Hestekaninen begyndte at pakke sine ting sammen. Den måtte videre inden det blev mørkt, nu da den ikke længere havde Stiens Beskyttere til hjælp.
Eftermiddagssolen lagde en blød, afdæmpet belysning på stien op ad bjerget. Stedet virkede ikke så barsk på denne tid af dagen. Vinden blæste stadig koldt, men Hestekaninen var fortrøstningsfuld. Den var mæt, udhvilet og eventyrlysten.

Jo længere Hestekaninen kom op af bjerget, jo mere frodigt og mindre goldt blev omgivelserne. Den måtte finde et sted for natten, før mørket faldt på. Det var svært for den at finde et sted hvor den kunne tilbringe natten. Den sidste eftermiddagssol var næsten forsvundet og Hestekaninens energi var ved at være opbrugt. Blæsten tog til og blev mere og mere kold.

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 8

Hestekaninen havde fået energien tilbage efter mødet med Stiens Beskyttere. Verden syntes ikke så ond og farlig mere. Hestekaninen havde for første gang i sit liv mødt nye mennesker. ”jeg har venner!” Proklamerede Hestekaninen, mest henvendt til sig selv. Selvom Hestekaninen igen var alene, vidste den, at den ikke var helt så alene i verdenen.

Hestekaninen kom til udkanten af skoven. Den måtte træffe et valg. Skulle den gå mod den tørre ørken eller op mod de store bjerge. Hestekaninen vidste ikke meget om ørkenen, men det lignede ikke et rart sted. ”Dette mærkværdige sted ser ligeså forladt og kedeligt ud, som det sted jeg kom fra” tænkte Hestekaninen om ørkenen, så den begav sig mod de ukendte høje bjerge.

Hestekaninen vandrede meget langsomt. Nu havde den ikke Stiens Beskyttere til at guide den på sin vej. Mødet med Stiens Beskyttere føltes som en drøm nu hvor Hestekaninen var ude i det åbne og atter kastede sig over sin drøm; at finde et rart sted, nye venner, bedre tider, glæde og lykke.

Vandringen op ad bjerget var hård. Bjergene var stejle og hårde for Hestekaninens fødder. Der blæste en kold vind henover den nøgne opstigning. Der var ingenting at se, bortset fra den frodigere del af bjerget længere oppe. ”Hvorfor blev jeg dog ikke hjemme? Hjemme, hvor der er mørkt og fugtigt og klamt!” Hestekaninens længedes efter det velkendte hjem. Den ville gerne vende om, men tanken om ensomheden på den mørke skovbund, fik den til at tænke på andre ting. Aldrig mere vil jeg være alene, tænkte den. Den var opsat på at finde lykken. ”Det SKAL lykkes!”. Nye tider var i vente for Hestekaninen. Men var den mon i stand til at finde det den søgte? Eller var den helt alene i den store verden? Ventede der store eventyr eller farlige udfordringer?

Hestekaninen håbede på det bedste, men vidste, at i de 297 år den havde levet, havde den været helt alene. Selvfølgelig havde den haft forældre, men tanken om, at de ikke var hos den mere, gjorde den ked af det. ”Videre mod nye mål” sagde Hestekaninen beslutsomt og vandrede langsomt videre op ad bjerget. Op mod store farer og skabninger den kun havde hørt om i skrækhistorier…