Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 7

Ørnetudsen var krøbet sammen i et hjørne af den mørke, mærkværdige hule. Foran den stod den grimme bjergspiser og skulede ondt. Stanken var uudholdelig. Ørnetudsen havde problemer med at trække vejret og dens mave trak sig sammen. Den lukkede øjnene og mærkede at Bjergspiseren kom tættere og tættere på. Det grimme væsens ånde mærkedes klamt og fælt i Ørnetudsens ansigt, som om tusind år af ondskab og fordærv var samlet i munden på Bjergspiseren.

Ørnetudsen samlede forsvarsløst armene foran ansigtet, mens den tænkte på Rundkirketræets trygge trækrone, men den var langt væk og Ørnetudsen havde mistet ethvert håb. Der var ingen der ville komme og hjælpe den, for ingen kendte dette lille, mærkværdige væsen.
"Jeg dør!", nåede Ørnetudsen at tænke, inden den besvimede og gled ind i et
endeløst mørke.

..........

Ørnetudsen kom langsomt til sig selv igen. Kvalmen sad stadig i halsen på den, men den grimme stank var næsten forsvundet. Den slog øjnene op og så, at den var alene i hulen. "Hallo..." Dristede Ørnetudsen sig til at spørge med spæd og rystende stemme. "Hallo?", spurgte den med lidt mere kontrol over stemmen, men der kom intet svar.

Ørnetudsen rejste sig op og stod stille et øjeblik for at finde ro og balance. Der var stadig intet spor af Bjergspisere. Ørnetudsen gik med spæde skridt mod den ende af hulen, hvorfra der sivede ganske lidt sollys ind.
"En udgang" råbte Ørnetudsen og begyndte at løbe, men snublede i sin iver over en knold på gulvet. Smerten skød op gennem hænderne på den lille Ørnetudsen, men den rejste sig, ignorede smerten og fortsatte sit løb mod lyset.

Ørnetudsen løb alt hvad den kunne, men lysstrålen blev ikke større. Efter hvad der syntes som en evighed, nåede Ørnetudsen hen til lysets kilde. Udgangen var blokeret! Store sten fyldte hele hulens udgang, og kun en lille sprække gav sollyset lov til at trænge ind.
"Jeg er fortabt!", græd Ørnetudsen fortvivlet og satte sig tungt på det kolde jordgulv. Ørnetudsen græd og hulkede så højt, at den slet ikke hørte stemmerne, der trængte igennem den lille sprække mellem de store sten...

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 6

Hestekaninen vågnede langsomt op fra den fredsfulde søvn. Den havde drømt en dejlig drøm. En drøm om hundredvis af hestekaniner, der levede sammen og aldrig kedede sig. Hestekaninen satte sig op og smilede opløftet ved tanken om drømmen. Men mens søvnen langsomt slap sit dovne tag i Hestekaninens øjne, forstod Hestekaninen, at det bare havde været en drøm.

Hestekaninen kiggede sig omkring, men kunne ikke se skyggen af Stiens Beskyttere. Men selvom Hestekaninen var alene, var der et bål tændt foran den og lugten af morgenmad fik dens tænder til at løbe i vand. "Hvor er de mon blevet af?", sagde Hestekaninen, men det eneste svar den fik, var vindens susen og bålets gnitren....

"Godmorgen!" Stiens Beskyttere kom myldrende frem var træerne. "Har du sovet godt?" Spurgte en af Stiens Beskyttere.
"Vi har bare været ude for at hente vand", beroligede den Hestekaninen. Hestekaninen fortalte om den dejlige drøm, om den rolige søvn og om dens tilbagevendte energi. "Vi er glade for at kunne hjælpe, det er det vi er her for."

De spiste morgenmad i træernes kølige skygge, men så kom det øjeblik Hestekaninen havde frygtet. Stiens Beskyttere skulle af sted. De havde pligter over for skoven, og Hestekaninen måtte videre på sin ensomme færd. De havde pakket en rygsæk med mad og vand til Hestekaninen og ønskede den held og lykke med rejsen. "Vi ses igen, kære Hestekanin. Det lover vi!" Og med disse ord tog de afsked og Hestekaninen genoptog dens søgen efter lykke og venskab...

Derude et sted ventede der fiasko, succes, liv eller død, men Hestekaninen var fast besluttet på at gennemføre det den havde sat sig for.....

Beretningen om hestekaninen og andre mærkværdige skabninger, part 5

Hestekaninen vågnede brat op fra drømmeverdenen! Hvad var nu det? Hestekaninen var overbevist om, at den havde hørt stemmer! „Er der nogen?“ Hviskede den sagte. Intet svar. „Hallo!?“ Kun vinden stemme hørtes i skoven.

Hestekaninen var nu lysvågen. Var der ikke noget der bevægede sig der i busken? Den gned sine øjne og rejste sig. Hestekaninen fokuserede på busken og dér, lige midt imellem busken blade, så den et par grønne lys. Hestekaninen ville flygte, men frygten havde overmandet den og nu stod den paralyseret og stirrede hen mod det sted det grønne lys skinnede fra! Og med et opdagede den, at der var flere grønne lys. Hele vejen omkring skinnede det fra buskene, bladene raslede og svage stemmer kom alle sider fra! Hestekaninen skreg!! Noget rørte dens fod! Hestekaninen vendte sig om, men der var ingenting at se! Og pludselig kom det grønne lys ud af buskene. Det grønne lys kom fra øjnene på nogle meget mærkværdige væsner.

Overalt strømmede de ud af buskene. „Gør mig ikke fortræd“, hulkede Hestekaninen stille mens tårerne strømmede ned af dens kinder. Hestekaninen fortrød nu, at den ikke havde gjort som forældrene havde sagt. Den skulle være blevet hjemme i sin klamme, fugtige skovbund. Men det var for sent. Hestekaninen satte sig ned, lukkede øjnene og ventede den grusomme skæbne, som alle de andre Hestekaninen i tidernes morgen havde lidt…

Men der skete intet! Hestekaninen åbnede langsomt sine våde øjne og så sig omkring. Rundt om Hestekaninen sad alle de mærkværdige, små væsner og smilede til den. Hestekaninen kunne mærke varmen fra dem og den fornemmede ingen ondskab, men blev derimod overvældet af trygge og varme følelser. “Måske er de ikke farlige?“ Tænkte Hestekaninen for sig selv. Og det havde Hestekaninen nok ret i…

„Vær ikke bange. Vi gør dig ikke fortræd.“ Sagde den største af de mærkværdige væsner med en rar stemme. „Hvem…Hvem er I?“ Fik Hestekaninen tøvende spurgt.
„Vi er Stiens Beskyttere. Vi er her for at hjælpe alle med at komme trygt igennem skoven. Vi har fulgt dig hele dagen. Du er en Hestekaninen, ikke!?“
„Hvordan vidste I det?“ Spurgte Hestekaninen nysgerrigt.
„Vi ved alt om skoven og dem der færdes i den, men nok om os. Fortæl hvad du laver her. Det er første gang vi ser dig så langt væk hjemmefra. Faktisk har vi ikke set en Hestekanin her i mange hundrede år!“

Og så fortalte Hestekaninen hele historien. Den fortalte om sin ensomhed, om forældrene, om de andre Hestekaniners skæbne og om hvor den nu var på vej hen. Hestekaninen fortalte at den ville finde venskab og lykke og aldrig mere være alene…
Stiens Beskyttere tændte bål og lavede mad, mens de fortalte Hestekaninen eventyr og historier fra den store verden. Hestekaninen nød deres selskab, og med lyden af de trygge stemmer faldt Hestekaninen stille og roligt i en dejlig, tryg søvn… Uvidende om den usikre fremtid den gik møde…